Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Eftersøgningen forsætter i jagten på 17-årige Emilie Meng, der forsvandt i de tidligere morgentimer søndag d. 10. juni i Korsør efter en bytur med nogle veninder.

Hundepatruljer fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ledte fredag efter 17-årige Emilie i nærheden af Korsør station. Det skete efter, at politiet havde fået et tip fra en hundelufter, som havde været ude for at lufte sin hund, men endte med at finde noget mistænkeligt.

Det oplyser efterforskningsleder og politikommissær Marianne Roed til BT.

»Vi fik et tip fra et vidne, da hendes hund, som hun var ude og lufte, kom ud fra noget krat med blod på snude og poter,« siger Marianne Roed og fortsætter.

»Hun lufter den i nærheden af banelegemet af Korsør station. Og det finder vi interessant, og derfor sender vi vores egne hunde ud for at afsøge området, for at se om der skulle ligge noget. Men vi finder ikke noget.«

Hvad får jer til at tro, at det kan være Emilie?

»Det kunne i hvert fald være et eller andet. Man har afsøgt området med en schweisshund først, som bruges til at opspore såret dyrevildt og reagerer på dyreblod og dyrespor, men den reagerede ikke – så derfor måtte vi hellere få vores egne hunde ud for at afsøge området. Men vi fandt ikke noget,« siger Marianne Roed.

Emilie blev sidst set d. 10. juni klokken 04 om morgenen, da hun tog afsked med sine to veninder ved Korsør Station. Sammen havde de efter en bytur i Slagelse taget toget til Korsør.

Fra stationen skulle hun gå cirka to kilometer alene gennem byen for at nå hjem til forældrenes hus i byens centrum. Men hun dukkede aldrig op. Heller ikke i kirken om formiddagen, hvor hun skulle synge. Derfor satte politiet søndag store ressourcer ind for at lede efter hende og bad befolkningen om hjælp, hvis de havde set noget.

Fredagens aktion med hundepatruljer fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi nær Korsør foregik mellem klokken 11 og 13.