Den mand, der skød og dræbte en 24-årig mand i en butik i det københavnske nordvestkvarter mandag aften, er ung og spinkel.

På aftenen var han iført sort tøj, maskering og en hætte over hovedet. Og politiet vil meget gerne have fat i ham.

Derfor efterlyser Københavns Politi nu vidner, der har set noget i forbindelse med skyderiet – eller på anden vis ligger inde med relevant viden.

Skyderiet fandt sted kort før klokken 20.47, hvor politiet modtog anmeldelsen.

Her gik gerningsmanden ind i butikken på Frederikssundsvej, der ifølge B.T.s oplysninger forhandler vandpibetobak, og skød den 24-årige flere gange. Han afgik siden ved døden på Rigshospitalet, hvor politiet bevogtede indgangene.

Ifølge politiet havde han ikke umiddelbart nogen relation til rocker- og bandemiljøet.

Straks efter skyderiet rykkede politiet massivt ud til området, der i timevis var afspærret.

»Vi har natten igennem haft en omfattende efterforskning, men vil stadig gerne høre fra alle, der har set noget i forbindelse med skyderiet,« siger vicepolitiinspektør Knud Hvass fra Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Den mobile politistation og tilhørende betjente er tirsdag formiddag til stede ved gerningsstedet. Foto: Birger Andersen/B.T.
Den mobile politistation og tilhørende betjente er tirsdag formiddag til stede ved gerningsstedet. Foto: Birger Andersen/B.T.
Vis mere

Politiet vil også tirsdag være til stede i området – for at skabe tryghed og for at tale med eventuelle vidner.

En mobil station er blevet placeret nær gerningsstedet, og det er politiets opfordring, at man kigger forbi, hvis man ved noget om sagen – eller hvis man oplever utryghed efter skyderiet.

»Der er fuldstændig stille og roligt i området. Foran forretningen står to uniformerede betjente, der rutinemæssigt er iført skudsikre veste. De har her til formiddag talt med nogle beboere i kvarteret tæt på gerningsstedet,« fortæller B.T.s medarbejder på stedet og fortsætter:

»På døren ind til gerningsstedet er der et gult 'adgang forbudt'-skilt fra politiet, og man kan se, at der inde i butikken står nogle hvide flyttekasser bag nogle vandpiber.«