I Holstebro er en 61-årig tidligere efterskoleforstander tiltalt for vold og blufærdighedskrænkelse over for en række tidligere elever.

Det drejer sig om 15 elever, der alle er drenge, og har gået på skolen i perioden 2014-2018.

Det skriver Nordjyske.

Den 61-årige skulle ifølge anklageren i en række tilfælde have 'talt ribben' på drengene med sine knoer og trukket drengene voldsomt ud af sengen. Så voldsomt, at de har slået sig.

Blufærdighedskrænkelsen bestod i en række nærgående, intime spørgsmål.

Tiltalte har for eksempel spurgt, om de havde haft sex med deres kærester, og hvordan det var foregået, og om de havde prøvet at onanere i et kondom.

Havde de ikke prøvet at onanere i et kondom, så tilbød han at hjælpe dem med det.

Tirsdag formiddag har den tiltalte forstander afgivet forklaring i retten. Han afviser alle anklagepunkter.

Han påstår, at han blot talte med drengene, hvis de havde overtrådt skolens regelsæt, forbød eleverne at have sex på skolen.

Anklagen om vold forklarer han med, at der var tale om naturlig fysisk kontakt. At 'tælle ribben' beskriver han som en måde at kilde eleverne med flad hånd.

Tirsdag eftermiddag skal de 15 drenge vidne i sagen. Sagen fortsætter med retsmøder onsdag og fredag.

Forstanderen fratrådte i juni 2019, efter flere forældre havde klaget over ham.