Lyt til artiklen

En elev på Sorø Gymnastikefterskole blev tirsdag aften overfaldet af en ukendt gerningsmand.

Overfaldet fandt sted på skolens grund, skriver skolen i et opslag på Facebook.

Tirsdag aften rykkede politiet massivt ud til efterskolen på Midtsjælland til et såkaldt 'mistænkeligt forhold.'

»Vi undersøger et mistænkeligt forhold på stedet – men vi kan endnu ikke fortælle nærmere,« sagde vagtchef ved Sydsjællands og Lolland Falsters Politi, Lars Westerweel, til TV2 Øst umiddelbart efter hændelsen.

I timerne efter undersøgte politiet stedet med hunde, men havde ellers ikke yderligere oplysninger om, hvad der var sket på skolen.

Natten til tirsdag oplyste skolen så selv i et opslag på Facebook, at det drejede sig om overfald på en elev.

Heldigvis har den pågældende det godt efter omstændighederne.

»Vi har tirsdag aften haft en ubehagelig oplevelse, da en af vores elever er blevet overfaldet på skolens grund af en ukendt gerningsmand. Politiet ankom hurtigt, og der er sat en efterforskning i gang. Eleven har det efter omstændighederne godt,« lyder det i opslaget.

Eleverne har været samlet, og skolen har indkaldt ekstra personale til at skabe tryghed blandt eleverne.

Skolen har også sat gang i en kriseplan, og de elever, der har brug for det, får tilbud om psykologhjælp.

»Vi er naturligvis berørte af situationen, og ønsker at alle kommer så godt gennem situationen som muligt,« skriver skolen.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra politiet.

Derfor vides det endnu ikke, om gerningsmanden fortsat er på fri fod.