Politiet er lige nu til stede i krydset ved Øster Voldgade-Delfingade i det indre København.

Det skyldes, at et køretøj er forulykket i forbindelse med en 'kort eftersættelse i meget høj hastighed'.

Det oplyser politikredsen på Twitter:

'Vi arbejder p.t. ved krydset Øster Voldgade / Delfingade, hvor et køretøj efter en kort eftersættelse i meget høj hastighed er forulykket,' lyder det helt præcist.

En person er anholdt.

Til B.T. oplyser Thomas Hjermind, der er vagtchef ved Københavns Politi, at hele sagen fik sin begyndelse klokken 5.31 mandag morgen, da en patrulje meldte ind, at de ville standse og kontrollere et køretøj:

»Men det her køretøj efterkommer ikke politiets anvisninger, og der en kort eftersættelse inde i byen, hvor personen i køretøjet kører galt på Øster Voldgade ved Delfingade, hvor han påkører en parkeret bil og nogle skilte og så rammer en mur,« fortæller vagtchefen.

Den mandlige bilist kom lettere til skade i forbindelse med ulykken:

»Han er til tjek på hospitalet for at få kigget på de skader, han har fået,« siger Thomas Hjermind og tilføjer:

»Vi har foretaget anholdelse af ham, og så i sådan nogle sager her bliver der også taget en blodprøve på pågældende.«

En bilinspektør arbejder nu på stedet for at undersøge omstændighederne i forbindelse med ulykken, og derudover laver politiet også nogle tekniske undersøgelser.

»Vi skal også have afhørt pågældende,« siger vagtchefen om den anholdte mand, der er født i 1995.

Ingen andre personer kom noget til i forbindelse med eftersættelsen