Midt- og Vestjyllands Politi har anholdt en 43-årig mand, som tidligere tirsdag blev efterlyst offentligt med navn og billede i forbindelse med et knivdrab begået i Hammerum mandag aften.

Manden blev anholdt klokken 15.46 tirsdag eftermiddag på baggrund af et tip fra en borger, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Politi Update.

I forbindelse med efterlysningen fortalte efterforskningsleder Jim Hansen til Ritzau, at den 43-årige mand efter politiets opfattelse er en del af et misbrugsmiljø, som også sagens offer var en del af.

Det var en 57-årig mand, der mandag aften mistede livet. Det skete efter et knivstikkeri på en adresse i Hammerum.

Politiet modtog en anmeldelse klokken 19.21 og rykkede derefter ud til stedet, hvor den 57-årige mand afgik ved døden trods forsøg på at give ham livreddende førstehjælp.

Jim Hansen fortalte til Ritzau, at politiet på baggrund af vidneafhøringer og de øvrige efterforskningsskridt i sagen havde fået en konkret mistanke mod den 43-årige mand.

Samtidig opfordrede Jim Hansen manden til at melde sig selv, ligesom han opfordrede borgere med viden om den mistænktes opholdssted til at henvende sig.

Og det var netop sådan et tip, der førte til, at politiet tirsdag eftermiddag havde held til at opsøge den 43-årige mand.

Anholdelsen foregik ifølge Midt- og Vestjyllands Politi udramatisk.

I forbindelse med efterlysningen oplyste politiet, at den mistænkte angiveligt havde et nyere sår eller ar på halsen. Om det stammer fra episoden mandag aften eller en tidligere episode, er ikke oplyst.

Politiet skal nu foretage afhøring af den anholdte, og inden 24 timer skal han enten løslades eller stilles for en dommer med krav om varetægtsfængsling under den videre efterforskning.

Det vil være op til anklagemyndigheden på baggrund af de oplysninger, som politiets efterforskning har tilvejebragt, at beslutte, hvad der skal ske.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser tirsdag eftermiddag, at man af hensyn til den videre efterforskning ikke for nuværende vil oplyse yderligere.

RITZAU