Sent søndag aften melder politiet, at man har fundet en savnet 70-årig svensk mand i Haslev.

Midt- og Vestsjællands Politi blev kontaktet af en borger, der havde fundet ham. Herefter blev manden hentet af politiet, oplyser politikredsen på politiupdate.

Manden er nu bragt sammen med sin familie. 

Da efterlysningen nu er afblæst, har B.T. fjernet foto og navn på manden her i artiklen.

Da han forsvandt, blev han sidst set sent lørdag af familien ved amerikanerbiltræffet 'Viking Run' på Dyreskuepladsen i Roskilde. 

»Familien er så bekymrede, så vi har valgt at efterlyse ham både her i Danmark og i Sverige, hvor han til daglig bor,« fortalte vagtchef, Emil Grønning, til B.T. lørdag. 

Politiet arbejdede efterfølgende med forskellige teser om, hvor manden kunne være. 

»Han har måske taget toget til Sverige, hvorfor vi også har efterlyst ham dér. Men han har også bekendtskaber herovre, så vi tror, han stadig er på Sjælland,« uddybede vagtchefen.

På tidspunktet hvor han forsvandt, var han iført en sort hættetrøje med en gul tekst på, hvor der stod 'Caterpillar'.

Derudover var han iført blå jeans og sandaler og havde et el-løbehjul med sig.

Han var sammen med sin hustru på ferie i Danmark fra Sverige, og han blev også meldt savnet i Sverige.