For fire måneder siden flygtede en 29-årig fra grundlovsforhør. Nu er han tilbage i politiets varetægt.

Ifølge TV Midtvest, som har talt med sekretariatsleder Bent Smedegaard fra Lokalpolitiet i Herning, blev den 29-årige fundet hjemme hos nogle familiemedlemmer.

Her havde han gemt sig i et klædeskab, men blev fundet, da politiet gennemsøgte lejligheden.

»Han sad ikke dér, fordi det er et sjovt sted at sidde,« siger Bent Smedegaard til mediet.

Den 29-årige stak af fra politiet 11. juli.

Her blev han fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Herning, fordi han ikke havde overholdt sin meldepligt på Udrejsecenter Kærshovedgård.

Til TV Midtvest fortæller Bent Smedegaard, at det er sjældent, at den slags sker.

Manden er nu tilbage bag tremmer og bliver torsdag formiddag fremstillet i et ny grundlovsforhør.