I en årrække har han været efterlyst af dansk politi i en drabssag. Nu beder han om myndighedernes hjælp til at komme ud af Kabul, hvor Taliban patruljerer i gaderne.

En dansk-afghaner, der i en årrække har været på flugt i Afghanistan, har meldt sig til Rigsadvokaten og bedt om de danske myndigheders hjælp til at komme ud af Kabul.

Det fortæller den efterlyste mands advokat, Rasmus Sølberg til B.T.

»Han frygter for sit liv. Hvis Taliban får fat i ham, frygter han, at de vil slå ham ihjel. Det kan godt være, at deres udmeldinger er mere bløde, end da de havde magten sidste gang, men de er ikke glade for personer med vestlig tilknytning,« siger hans danske advokat, Rasmus Sølberg.

Manden er afghansk statsborger, men har permanent opholdstilladelse i Danmark, hvor han har boet det meste af sit liv, og hvor han har et barn med en dansk kvinde.

I en årrække har han været internationalt efterlyst af dansk politi, der mistænker ham for medvirken til et drab på et bandemedlem i Danmark. Af hensyn til mandens sikkerhed har B.T. valgt ikke at skrive mandens navn eller detaljerne i den sag, han er sigtet i.

En anden person er sigtet for at have begået selve drabet, som politiet mener var planlagt. Dansk-afghaneren er sigtet for at have medvirket til planlægningen, men nægter sig skyldig.

Talibankrigere poserer ved et checkpoint i Kabul.
Talibankrigere poserer ved et checkpoint i Kabul. Foto: STRINGER
Vis mere

»Det var ikke et planlagt drab, så jeg har ikke medvirket til det. Jeg var uheldigvis i butikken, hvor drabet skete. Manden, der blev dræbt, tilhørte en meget farlig gruppering, som begår organiseret kriminalitet og pengeafpresning af folk der har lovlige erhverv, såsom kiosker, grønhandlere pizzeria, og små butikker. Drabet skete i en af de butikker, banden plejede at true og presse penge ud af,« siger han, da B.T. taler med ham over en usikker telefonforbindelse til Kabul.

B.T. har rettet henvendelse til den politikreds, hvor drabet blev begået, men politiet har ikke ønsket at udtale sig om sagen.

Den efterlyste siger, at han hverken har tidligere domme og eller tilknytning til bandemiljøet. Han fortæller, at det var frygten for bandemedlemmernes hævn, der fik ham til at flygte til Afghanistan.

»Jeg flygtede til Afghanistan af frygt for forfølgelse fra en gruppering i Danmark. Det var ikke politiet, jeg flygtede fra,« siger han.

For to uger siden kontaktede han sin nuværende advokat, Rasmus Sølberg, der tog kontakt til dansk politi og Udenrigsministeriet for at få sin klient bragt til retsforfølgelse i Danmark. Normalt ville proceduren være, at ambassaden udsteder et provisorisk pas til den sigtede, som så oplyser, hvornår han ankommer til Danmark. Ved ankomsten ville han blive anholdt i lufthavnen.

I mellemtiden skete der imidlertid det, at Taliban rykkede frem hurtigere, end nogen havde forestillet sig.

»Taliban har overtaget det hele. De kører rundt med deres våben i politibiler og store firhjulstrækkere. Kvinderne er begyndt at gå mere tildækket, og ind i mellem kan man høre, at der bliver skudt i byen,« fortæller den efterlyste mand, hvis identitet er redaktionen bekendt.

Han har sendt en video fra Kabuls lufthavn, der viser hvordan svært bevæbnede talibankrigere i amerikanske militærkøretøjer har lagt en jernring om lufthavnen. Videoen kan ses øverst i artiklen.

En video viser stor trængsel omkring lufthavnen i Kabul, hvor Taliban er massivt til stede.
En video viser stor trængsel omkring lufthavnen i Kabul, hvor Taliban er massivt til stede. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Det er amerikanerne der har kontrol med lufthavnen, men Taliban står uden for lufthavnen og tjekker, hvem der kører ind,« fortæller han.

Ifølge Rasmus Sølberg har hans klient undersøgt mulighederne for at forlade landet på egen hånd, men det er ikke muligt, fordi han ikke har gyldige rejsepapirer. Advokaten appellerer derfor til at myndighederne hjælper hans klient.

»Hvis ikke der sker noget aktivt fra myndighedernes side, kan han ikke blive evakueret fra Afghanistan. Så kan man mene, at det var hans eget valg at rejse til Afghanistan, men Danmark har også en interesse i at stille ham til regnskab for de forbrydelser, de mener han har begået i Danmark,« siger Rasmus Sølberg.

Sagen ligger nu hos Rigsadvokaten, der skal tage stilling til, om dansk-afghaneren skal evakueres sammen med de øvrige danskere og dansk-afghanere i landet.