Opgør i det kriminelle miljø: To unge blev påkørt og stukket med kniv. Den ene var i livsfare

Efter et farligt overfald med kniv på to unge mænd i Aarhus natten til lørdag har politiet søndag anholdt en 24-årig mand. Han troppede selv op på politigården.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den anholdte sigtes for forsøg på manddrab og for farlig vold mod de to ofre. Flere skal dog have deltaget i overfaldet, som skete på Langenæs Allé.

Først blev ofrene påkørt i en bil, og derefter blev de stukket med kniv. Forbrydelsen skete lidt over midnat natten til lørdag.

Det ene offer, der er 18 år, var en overgang i livsfare, men meldes søndag i stabil tilstand. Den anden, der er 19, fik overfladiske skader.

Parterne kender hinanden i forvejen, oplyste politiet lørdag.

- Det er foregået i det kriminelle miljø i Aarhus. Vi har et godt billede af, hvor vi skal kigge hen, lød det fra vicepolitiinspektør Anders Uhrskov lørdag aften.

Søndag fortæller politiet, at man hurtigt fokuserede på den 24-årige. Mens betjente ledte efter ham, ringede han selv, og derefter meldte han sig selv søndag ved middagstid.

/ritzau/