Efter at have været offentligt efterlyst i over tre uger dukkede en 32-årig mand torsdag morgen op på en politistation for at melde sig selv.

Ved sin side havde han sin forsvarer, og senere torsdag formiddag blev han fremstillet i grundlovsforhør – og siden varetægtsfængslet. Han er nemlig mistænkt for et blodigt drabsforsøg. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til B.T.

Det formodede drabsforsøg fandt sted natten til onsdag 26. oktober på en adresse på Anlægsvej i Ringsted.

Her lå en 42-årig trygt og sov, da to mænd angivelig overfaldt ham med slag- og stikvåben, hvorefter de stak af og efterlod offeret i kritisk tilstand. Han er siden blevet meldt uden for livsfare.

En 42-årig mand blev natten til onsdag overfaldet i sit hjem, mens han lå og sov i sin seng.
En 42-årig mand blev natten til onsdag overfaldet i sit hjem, mens han lå og sov i sin seng. Foto: Presse-Fotos.dk
Vis mere

Hurtigt kom politiet på sporet af en af de formodede gerningsmænds identitet, men selvom man var i kontakt med hans forsvarer, var han ingen steder at finde.

Derfor blev han 1. november efterlyst offentligt – med navn og billede og en opfordring til at melde sig selv.

En opfordring, han altså reagerede på torsdag morgen. Den 32-årige blev klokken 11 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde. Her besluttede dommeren at der kun var begrundet mistanke om grov vold - men at denne mistanke ikke desto mindre var nok til at varetægtsfængsle ham.

Politiet opretholder dog sigtelsens om drabsforsøg.

Efterforskningen i sagen fortsætter med henblik på identificering af en anden mand, der sammen med den 32-årige kan mistænkes at stå bag overfaldet.