Han nåede at være offentligt efterlyst i seks dage, før fælden klappede.

Klokken 14.40 torsdag kunne politiet anholde den 25-årige mand, som mistænkes for at have været med til at begå et drabsforsøg med kniv mod en yngre kvinde.

Anholdelsen skete på Amager, oplyser Københavns Vestegns Politi til B.T.

Den 25-årige mand har været efterlyst med navn og foto siden i fredags, fordi politiet har en mistanke om, at han 7. november kort før midnat var med til at forsøge at slå en kvinde ihjel med flere knivstik.

Drabsforsøget fandt sted på en parkeringsplads ved Høje Gladsaxe i Søborg.

Her blev kvinden ramt af flere knivstik i brystregionen, men slap med livet i behold.

Politiet har tidligere oplyst, at der skulle være en relation mellem kvinden og den 25-årige. Det er dog ikke blevet oplyst, hvilken form for relation, der er tale om.

Tidligere er en 24-årig også blevet anholdt og fremstillet i grundlovsforhør i forbindelse med knivstikkeriet. Denne mand blev varetægtsfængslet for foreløbig de maksimale fire uger.

Den netop anholdte 25-årige vil fredag også blive fremstillet i grundlovsforhør ved byretten i Glostrup med krav om varetægtsfængsling.