Efter flere måneder på flugt er en 20-årig mand fredag blevet varetægtsfængslet i en sag om overfald med kniv på en FC Midtjylland-spiller.

Det skriver Herning Folkeblad.

Spilleren blev stukket i venstre side af ryggen under et optrin i april på Smallegade nær værtshuset Rabalder Bar.

Skaden var så voldsom, at han umiddelbart var i fare for at dø, skriver det lokale medie.

Den 20-årige nægter sig skyldig i særlig farlig vold, men dommeren har varetægtsfængslet ham til 6. november.

I fredagens retsmøde hævdede han, at der var tale om lovlig nødværge, fordi han selv var blevet angrebet.

Han stak med kniven, fordi han var bange, lød forklaringen.

Efter tumulten prajede den 20-årige senere en taxi for at køre til Sunds. Da chaufføren 14 dage senere gjorde bilen ren, fandt han en stor, spids filetkniv i bagsædet.

En undersøgelse har senere vist, at spor af offerets dna blev fundet på kniven, skriver Herning Folkeblad.

RITZAU