Den 40-årige René Rosenlyst forlod i går sit hjem i Skrydstrup i nedtrykt tilstand og er ikke blevet set siden.
 
Politiet har eftersøgt ham natten igennem, men endnu uden resultat og beder nu om offentlighedens hjælp.

René Rosenlyst beskrives som mand, 40 år, dansk, 183-185 cm høj og kraftig af bygning. Han var iført en blå jakke, hvorpå der var trykt bogstaverne GLS bagpå, mørkeblå jeans og turkise kondisko.

Det var hans samlever, der i går involverede politiet, da hun var bekymret for ham og hans velbefindende, fortæller vagtchef Søren Strægaard.

- Hans mobiltelefon er tændt og går i øjeblikket på en mast ved Padborg. Det er ikke til at sige, om det er fordi han er der, eller fordi telefonen er smidt et sted. Vi ved heller ikke, om han har nogen forbindelse derned til, men det ser ikke umiddelbart sådan ud. Vi vil selvfølgelig gerne have fundet ud af, om han er i god behold, siger vagtchefen.

Har du set René Rosenlyst eller ved du noget, der kan hjælpe politiet, så kan Syd- og Sønderjyllands Politi kontaktes via tlf. 114.

OPDATERING: Den efterlyste René Rosenlyst blev fundet ved banegården i Padborg lørdag formiddag ved 11.15-tiden. Han er i god behold, fortæller politiets vagtchef.