Politiet oplyser til TV SYD, at den 15-årige Casper Jonas Møller Sørensen nu er i politiets varetægt, og at han har det godt.

»Han er fundet, og sidder nu hos Østjyllands Politi på Politigården i Randers. Ansatte fra det opholdssted han stak af fra er nu på vej for at hente ham,« siger vagtchef Jørn Lindhardt.

Siden den 7. april har den unge mand har været forsvundet fra sit opholdssted i Jelling. Den 14. april udsendte Sydøstjyllands Politi en efterlysning af ham, og i weekenden var der livstegn fra ham. Han var både i kontakt med sin mor og med et medlem af organisationen Missing People. Kontakten foregik via tjenesten Messenger.

»Han fortalt sin mor, at han havde det godt, men at han havde brug for nogen tid alene,« fortalte vagtchef Jørn Lindhardt tidligere mandag. Også et medlem af den private organisation Missing People, som ofte træder til i efterlysningssager, var i weekenden i forbindelse med Casper Jonas Møller Sørensen.

»Det er en glædelig udgang på denne sag. Nu er vi tæt på, at det ikke længere er en efterlysningssag for politiet,« siger vagtchefen til TV SYD.