Midt- og Vestjyllands Politi leder fortsat efter den 25-årige Reiner fra Hampen, der er meldt savnet.

»Vi har ikke noget nyt i sagen,« lyder det lørdag morgen fra vagtchefen Allan Riis.

Politikredsen modtog 6. maj klokken 20.57 en anmeldelse om en 'bekymring' i sagen – og siden har man ledt efter den 25-årige mand.

Reiner beskrives som 170-180 centimeter og spinkel. Han har kort hår og er formentlig iklædt en mørk trøje og sorte Adidas-bukser.

Han kan være nået langt væk fra Hampen, da han er på cykel og ikke har været set længe:

»Han benytter en hvid herrecykel,« fortalte vagtchefen fredag aften i forbindelse med, at politiet udsendte en efterlysning af Reiner.

Derudover bad politiet folk være opmærksomme, når de er i naturen.

»Man må meget gerne kigge ved shelterpladser og lignende. Han har medbragt en dyne, så han kan overnatte mange steder,« lød det fra vagtchefen.

Lørdag morgen fortæller Allan Riis, at både Reiners omgangskreds og patruljer holder øje med ham:

»Det er det, vi har at gå efter i øjeblikket,« fortæller han.

Hvis man har set Reiner, så beder  Midt- og Vestjyllands Politi om, at man kontakter dem på telefonnummer 114.