Flere afskudte patronhylstre er blevet fundet i Aarhus-bydelen Gellerup.
Fundene er blevet gjort, efter politiet sent mandag aften rykkede ud til stedet, da man havde modtaget anmeldelser om skyderi i området.
Det fortæller vagtchef Chris Mose fra Østjyllands Politi tirsdag morgen.
»Jeg kan bekræfte, vi har været rykket ud til melding om skyderi. Vi fik den første anmeldelse klokken 22.37,« forklarer han.
Efter at have fået anmeldelsen rykkede politiet hen til stedet.
»Der træffer vi en person, som forsøger at stikke af. Så vi har en enkelt anholdt siddende. Personen er anholdt som et led i efterforskningen til at begynde med,« siger Chris Mose.
Manden er siden blevet løsladt, men han er blevet sigtet for at besiddelse af skydevåben på et offentligt sted.
»Vi var så ude at søge med hunde, og der finder vi et antal afskudte patronhylstre.«
Vagtchefen kan ikke sige noget om, hvor mange hylstre der er tale om:
»Det har jeg ikke nogen kommentar til, men det er flere,« siger han.
Sagen bliver endnu efterforsket, og politiet skal i løbet af dagen have sikret noget overvågning fra stedet.
Indtil videre vides det ikke, i hvilken forbindelsen skuddene kan være blevet affyret.
»Vi har ikke nogen meldinger om tilskadekomne,« forklarer vagtchefen.
I en pressemeddelelse udsendt tirsdag middag siger René Raffo, der er politiinspektør ved Øsjyllands Politi:
»Ud fra vores indledende efterforskning, er der ikke noget, der tyder på, at skudepisoden er banderelateret, men det er selvfølgelig utrygt og fuldstændigt uacceptabelt, at der bliver affyret skud på åben gade. Derfor er det også en sag, vi tager meget alvorligt.«
Den mobile politistation vil i løbet af eftermiddagen fra omkring kl. 15.00 stå nogle timer på p-pladsen ved Gellerup Kirke og City Vest, hvor lokalbetjente fra Aarhus Vest vil stå klar til at få en snak med borgere i området.
Politiet efterlyser vidner, der har hørt eller set noget relateret til skudepisoden. Oplysninger kan gives til Østjyllands Politi på tlf. 114 eller ved henvendelse hos lokalpolitiet i Aarhus Vest.
Lyt til B.T.s krimi-podcast 'På Fersk Gerning' herunder: