Københavns Politi efterlyser nu 29-årige Elias Bech.
Han er mistænkt for at have kørt to cyklister ned i krydset Nordre Fasanvej/Howitzvej i København torsdag.
»Ved ulykken kom en udlejningsbil af mærket Renault Zoe kørende ad Nordre Fasanvej i nordøstlig retning. I krydset Nordre Fasanvej/Howitzvej kørte bilen ind på cykelbanen og påkørte to cyklister bagfra,« oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Begge cyklister kom til skade, den ene alvorligt.
Politiet mener nu, at det er 29-årige Elias Bech, der førte bilen, og søger derfor oplysninger om, hvor han opholder sig.
Ved du noget, beder politiet dig kontakte dem på telefon 1-1-4.