Landets natklubber har været lukkede i månedsvis, og det har tilsyneladende fået festglade danskere til at rykke udendørs.

Flere af landets politikredse har den seneste måneds tid berettet om adskillige anmeldelser om 'musik til ulempe.'

Og alene på Fyn modtog man i løbet af tre døgn ikke mindre end 90 anmeldelser.

Det viser en opgørelse som politikredsen har foretaget for Fyens.dk

»90 anmeldelser er alt for meget. Det vil vi simpelthen ikke længere acceptere, og nu kommer bødeblokken frem,« siger Niels Erik Nymark Jensen, vicepolitiinspektør og leder af operativ patruljecenter i Fyns Politi, til Fyens.dk.

Han tilføjer over for mediet, at han hidtil ikke har set så mange anmeldelser om musik til ulempe.

Men det er ikke kun på Fyn, at festglade danskere har rykket den høje musik og festen udendørs. Hos Københavns Politi modtog man 55 anmeldelser om musik til ulempe fra klokken 20 lørdag aften til klokken 01 natten til søndag.

Hos Vestegnens Politi lå tallet på 20 tidlig søndag morgen.

»Vi har masser af sager med musik til ulempe. Temperaturen stiger, og folk får lyst til, at der skal være gang i den. De sidder i telte, fordi barerne stadig har lukket,« forklarede vagtchef ved Vestegnens Politi Lars Jørgensen til Ritzau natten til søndag.

»Og det er ikke engang kun udenfor, det er også i lejligheder, huse og villaer. Hvad de end kan finde, så er der gang i den,« sagde vagtchefen.

Sommertendensen fik for nogle uger siden Rigspolitiet til at sende et nødråb ud på Twitter.

'Vi får i øjeblikket mange anmeldelser om musik til ulempe, og vi vil så nødig skulle ødelægge den gode feststemning ved at komme på besøg,' skrev politiet.