Efter en voldsom trafikulykke mandag morgen risikerer den involverede lastbilchauffør nu at blive sigtet for uagtsomt manddrab.

Ulykken fandt sted på E45 Østjyske Motorvej tidligt mandag morgen, hvor fire biler og en lastbil var involveret.

To personer kom alvorligt til skade. De blev begge kørt til Skejby Sygehus kort efter ulykken. Tirsdag formiddag oplyser Østjyllands Politi, at den ene person fortsat er i kritisk tilstand.

Det var en 47-årig mand fra Galten, der hurtigt efter ulykken kørt til hospitalet, hvor han blev indlagt. Det samme blev en 46-årig kvindelig bilist, som kom alvorligt til skade, men som ikke er i kritisk tilstand.

Lastbilchaufføren og de to andre bilister kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.

En bilinspektør blev tilkaldt for at foretage undersøgelser på stedet og klarlægge omstændighederne ved uheldet. Der er endnu ikke et klart overblik over, hvordan ulykken skete.

Men skulle det tragiske ske, at personen, hvis tilstand betegnes som kritisk, afgår ved døden, så betyder det, at lastbilchaufføren bliver sigtet for uagtsomt manddrab.

Det oplyser Østjyllands Politi.

»Jeg har fået bekræftet, at han for nu bliver sigtet for uagtsom legemsbeskadigelse, og hvis vedkommende dør, så sigtes han for uagtsomt manddrab,« siger vagtchef Bo Christensen til B.T.

Ulykken skete på strækningen fra Aarhus mod Randers mellem Tilst 47 og motorvejskryds Aarhus Nord omkring klokken 8 mandag morgen.

Lastbilen, der var involveret i uheldet, måtte bjærges, da den væltede.
Lastbilen, der var involveret i uheldet, måtte bjærges, da den væltede. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

To personer sad ifølge politiet fastklemt efter ulykken. Både politi og redningsmandskab var på stedet.

Brandvæsnet måtte også hjælpe til med at fjerne vragdele og bjærge lastbilen, der var væltet i grøften.

Det store oprydningsarbejde betød også, at motorvejen i flere timer var helt spærret i nordgående retning. Efter et par timer kunne biler ledes forbi, men det var først om eftermiddagen, at begge vejbaner åbnede.

Det skabte derfor også en del kødannelse hen ad formiddagen.

B.T. følger sagen.