En sneboldkamp der endte i slag og spark i hovedet og på kroppen og senere et hospitalsbesøg for en elev, får nu konsekvenser. 

Det fortæller skoleleder på Vestskolen Nordskov i Haslev, Susanne Meyer Christensen, til TV2 Øst. 

»Denne her hændelse (sneboldkampen, red.) har fået os til at stoppe op og overveje, hvad der ligger til grund for, at de her unge mennesker har hidset hinanden op og har ageret uhensigtsmæssigt,« slår hun fast. 

Hun understreger også, at de unges adfærd har været problematisk forud for hændelsen og derfor har skolebestyrelsen og personalet på skolen nu besluttet, at eleverne i 8. og 9. klasse ikke længere må forlade skolen i det store frikvarter fra de vender tilbage fra juleferien frem til sommerferien. 

I forbindelse med sneboldkampen, der fandt sted 30. november, var der psykologer til stede i elevernes klasser i et par dage, ligesom familier blev tilbudt kriserådgivning. 

Hændelsen blev også politianmeldt ifølge mediet, men der er endnu ingen sigtede i sagen. 

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.