Flere patruljer blev onsdag sendt til et indbrud i Randers.
Og herfra udviklede historien sig.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Kort tid efter fik en patrulje øje på en polsk indregistreret personbil, som kørte fra gerningsstedet i retning mod Sdr. Borup.
På motorvejen fik politiet kontakt til det pågældende køretøj, som blev forsøgt bragt til standsning. Føreren efterkom dog ikke politiets anvisninger om at standse, men trådte i stedet på speederen, så situationen udviklede sig til en biljagt på motorvejen.
Flere patruljer satte kursen mod motorvejen for at hjælpe til med at få bilen bragt til standsning, og ved noget motorvejsarbejde i det nordlige Aarhus lykkedes det politiet at standse bilen, hvorefter de i alt fem mænd kl. 13.32 blev ilagt håndjern og anholdt, sigtet for indbrud.
De fem mænd er alle rumænske statsborgere og er henholdsvis 20, 25, 30, 38 og 46 år gamle.
De fremstilles torsdag alle i grundlovsforhør ved Retten i Randers sigtet for at have stjålet og forsøgt at stjæle flere ure og smykker til en samlet værdi af mange tusinde kroner.
