Den 27. januar 2020 blev et tysk vogntog bragt til standsning ved Greve af Midt- og Vestsjællands Politi.

I lastbilen fandt politiet utroligt mange dåser med energidrik. Og det var der en rigtig god grund til.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

En gennemgang af førerens køre- og hviletidsregistreringer viste på overfladen, at han havde fire overtrædelser.

Men da politiet lavede en nærmere gennemgang af lastbilens fartskiver, viste det sig, at chaufføren næsten dagligt overtrådte reglerne for køre- og hviletid.

Chaufføren havde 893 procent overtrædelse af køre- og hviletidsreglerne på kun 28 dage.

Blandt andet havde chaufføren seks gange haft et hvil på to til fem timer, hvor han skulle hvile sig i ni timer. Fire gange havde han kørt et sted mellem 16 og 22 timer, hvor han i virkeligheden maksimalt måtte køre 10 timer imellem to daglige hvil.

Der var heller ikke betalt vejafgift på lastbilen. I alt blev det til 28 sigtelser mod chaufføren.

Så nu kan chaufføren og vognmanden godt se frem til en stor bøde.

Det samlede bødekrav fra politiet lyder nemlig på mere end 500.000 kroner. Det var ikke noget, som de to sigtede kunne betale lige med det samme.

Derfor har politiet tilbageholdt lastbilen.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at chaufføren frakendes førerretten i Danmark. Sagen skal afgøres i Retten i Roskilde den 23. juni 2020.