En 30-årig mand fra Tilst sigtes for trusler mod borgmester i byen Anders Winnerskjold (S) efter en episode torsdag.
Det oplyser Østjyllands Politi til Ritzau.
Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold måtte torsdag afhentes af Østjyllands Politi i en Bilka i bydelen Tilst.
Det skete efter en »konfrontation med to mænd, der ville debattere Israel-Palæstina« med borgmesteren.
Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Ifølge kommunen oplevede borgmesteren situationen som »meget aggressiv og truende«.
Efterfølgende blev han »forfulgt gennem varehuset og opsøgt udenfor af de samme mænd, hvorefter han blev ledt til et lukket rum med hjælp fra varehusets medarbejdere«.
»Aldrig før har jeg oplevet truende aggressiv adfærd på den måde. Jeg er heldigvis uskadt og i god behold, men også rystet og chokeret over oplevelsen,« siger Anders Winnerskjold i pressemeddelelsen.
