Politiet i Nordjylland efterspørger bedre GPS'er til demente, efter at to demente den seneste måned er forsvundet fra deres hjem på egnen og omkommet.

Også Alzheimersforeningen hører ofte om problemer med de GPS'er, som skal spore bortgåede demente.

- Det er glædeligt, at stadig flere kommuner bruger GPS. Men der er stadig mange tekniske udfordringer, teknologien er ikke udviklet nok endnu, siger direktør Nis Peter Nissen.

Halvdelen af alle demente forsvinder på et tidspunkt i deres sygdomsforløb midlertidigt, og størstedelen af de danske kommuner udstyrer demente med GPS'er.

GPS'erne kan blandt andet sidde i speciallavede ure, de kan bæres om anklen eller om halsen, den kan ligge i tasker eller lommer, eller en app kan installeres på den dementes telefon.

Men Nis Peter Nissen fortæller, at demente ofte tager deres GPS af, fordi de har glemt, hvad GPS'en skal, eller fordi de ikke kan lide at have den på.

Han mener, det ville være optimalt, hvis GPS'en kunne integreres i et smykke eller armbåndsur, som personen er vant til at bruge.

- Man får jo ikke producenterne til at udvikle teknologien, hvis efterspørgslen ikke er der. Så vi siger til kommunerne: Kom i dialog med producenterne, og fortæl hvor udfordringerne er, siger Nis Peter Nissen.

Han peger desuden på, at batterierne ofte løber ud. Typisk skal batterierne oplades en gang i døgnet. Det kan være en udfordring, når mange forskellige medarbejdere tager sig af den demente.

Lige meget hvor effektive GPS'er bliver, skal de dog ikke bruges som erstatning for personale, advarer direktøren.

- Det vigtigste er, at der er nok personale. Det skal understreges kraftigt, siger han.

- Kommunerne skal sikre sig, at der er tilstrækkeligt med personale, så patienterne ikke går ud, farer vild og ikke kommer hjem igen, siger han.

 

/ritzau/