9. december 2019 blev en kvinde fundet dræbt ved et sommerhus i Give. Her to år efter er en mand fra Horsens anholdt i sagen.
Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Tilbage i 2019 skrev politiet ud, at de afventede svar fra obduktionen af den 38-årige kvinde, Iben Salling Syrik, for at blive klogere på dødsårsagen.
Da svaret endelig lå klar, var det dog ikke entydigt, om der lå en forbrydelse bag dødsfaldet.

'Som led i efterforskningen blev der i går (mandag, red.) gennemført en obduktion af afdøde, og resultatet af denne obduktion viste ikke entydigt, om der ligger en forbrydelse bag dødsfaldet,' skrev politiet dengang.
En person blev anholdt kort efter dødsfaldet, men blev løsladt igen et døgn efter.
Derfor fortsatte politiet efterforskningen af sagen.
Det er nu ført til anholdelsen af en 44-årig mand. Han blev anholdt tirsdag klokken 10.45.
Onsdag formiddag klokken 10 fremstilles han i grundlovsforhør ved retten i Kolding for lukkede døre.
B.T. har af flere omgange skrevet om sagen. Du kan læse mere her.