Politiet har afsluttet en større politiaktion i Rebæk Søpark i Hvidovre. Men indsatsen har ikke fået den ønskede afslutning.

Manden, som indespærrede sig i lejligheden efter at have truet en anden mand med en pistol, er nemlig flygtet fra politiet.

Det oplyser Vestegnens Politi til B.T., som forklarer, at manden ikke var til stede i lejligheden, da politiet sikrede sig adgang.

Næste skridt er derfor, at politiet leder efter manden i og omkring Hvidovre.

Manden betragtes dog ikke som farlig af politiet.

Sagen startede torsdag eftermiddag klokken 14, da politiet meldte ud, at man undersøgte en anmeldelse om trusler med 'pistollignende genstand' i en lejlighed.

»En meget aggressiv mand åbner døren. Han har en pistollignende genstand, som han peger på forurettede med,« siger vagtchef Lars Jørgensen fra Københavns Vestegns Politi til Ritzau.

Vestegnens Politi oplyste også til B.T., at en person var blevet truet med pistol af en anden, ukendt person ved adressen. Det fik den forurettede til at flygte og ringe til politiet.

Person, som truede med pistol, trak sig tilbage i lejligheden, og politiet forsøgte at komme ind til vedkommende. Blandt andet ved hjælp af en forhandler.

Det lykkedes, men som nævnt var manden ikke til stede i lejligheden. Politiet fandt en luftpistol ved ransagning.

Den forurettede person er i sikkerhed og er blevet afhørt af politiet.

Politiet kan dog ikke forklare, hvorfor den forurettede blev truet til at begynde med.