Fredag aften var Rønde Efterskole udsat for en voldsom brand, der resulterede i, at alle elever og lærere blev evakueret.

Her var den øverste del af en hel fløj brudt i brand, og hurtigt kom politi og brandvæsen ud til stedet, mens alle elever og lærere blev evakueret til skolens hal.

»Vi er selvfølgelig alle mærket af det, der skete, fordi det var en voldsom oplevelse,« siger bestyrelsesformand for Rønde Høj- og Efterskole, Bitter Rasmussen, til B.T og fortsætter:

»Når det er sagt, er vi dybt taknemmelige for, at det ikke er nogen, der er kommet noget til, og at det kun drejer som om materiel skade. Det er det allervigtigste.«

alarm112danmark / Byrd

Efter et par timer fik brandfolkene nogenlunde styr på branden, men efterslukningsarbejdet fortsatte helt til klokken 7.00 lørdag morgen.

Dagen derpå er bestyrelsesformanden meget tilfreds med, at evakueringsplanen fungerede, som den skulle:

»Vi er meget glade for at kunne konstatere, at vores beredskabsplan fungerede fuldstændig, som det skulle, og det betyder meget, når man står i det.«

Hun sender samtidig store roser afsted til både elever og forældre, der håndterede den voldsomme hændelse til UG.

»Eleverne tog det meget rolig, og de var meget gode til at støtte hinanden og tage hånd om hinanden. Det betyder også, at det er håndterbart for os alle sammen. Og det samme gælder forældrene. Det er gået fuldstændig gnidningsfrit.«

Hun fortæller desuden, at hun endnu ikke ved, om eleverne kan vende tilbage på skolen på mandag:

»Det er vi i gang med at kigge på og lægge en plan for nu.«

Der er endnu ikke en afklaring på, hvad der var årsagen til den voldsomme brand.