Politiet deler nu nye detaljer om anholdelsen af en mand, der torsdag eftermiddag ledte til et stort fremmøde på Københavns Hovedbanegård.

Til B.T. beskrev Nordsjællands Politi, hvordan man havde fået assistance fra hovedstaden til at anholde en mand i forbindelse med en 'trusselssag'.

Manden, der blev anholdt i et tog ved Københavns Lufthavn, blev anholdt med en pistollignende genstand. Men der var altså ikke tale om den ægte vare, understreger politiet nu.

»Vi fik en anmeldelse i Farum 13.05, og vi har sigtet en mand for 'trusler på livet'. Vi har derefter fået pågrebet ham i Københavns Lufthavn. Her var han i besiddelse af en hardball-pistol. Den formoder vi, kan være den samme,« siger Jakob Tofte, vagtchef ved Nordsjællands Politi, til Ekstra Bladet.

Vagtchefen fortæller til mediet, at den anholdte er blevet sigtet for trusler på livet og besiddelse af narkotika.