Søndag eftermiddag blev en 18-årig mand ramt af skud i Brøndby Strand.

Nu søger Vestegnens Politi vidner, der kan have set eller hørt noget på gerningstidspunktet.

I en pressemeddelelse fra politiet efterlyser man personer, der har været vidner til skyderiet, eller som på anden vis kan have oplysninger i sagen.

»Efterforskningen er på et indledende stadie, og det er derfor for tidligt at lægge sig fast på et motiv. Vi opfordrer vidner, der har set noget omkring Brøndby Strand Kirke i tiden før anmeldelsestidspunktet, eller i øvrigt har viden om sagen, om at kontakte os,« siger politikommissær Henrik Hougaard.

Episoden fandt sted kort efter klokken 16 ved Brøndby Strand Kirke på adressen Brøndby Strand Centrum 90.

Den 18-årige blev skudt i benet og er uden for livsfare.

Ved søgning i området med politihunde blev der fundet to patronhylstre, som politiet vurderer, stammer fra skudepisoden.

Politiet regner med, at der er tale om en form for internt opgør og beroligede kort efter borgere i området om, at de ikke behøvede være bange.

Gerningsmanden er fortsat på fri fod.

Vidner, der har oplysninger i sagen, kan ringe til Københavns Vestegns Politi hele døgnet på 43 86 14 48 – eller kontakte den mobile politistation, som er i området mandag.

Lyt til B.T.s krimi-podcast ‘På Fersk Gerning’ her eller der hvor du normalt lytter til podcast: