»Folk er totalt i chok.«

Sådan fortæller talsperson for Christiania Hulda Mader, efter en 23-årig mand onsdag aften blev dræbt af skud på klos hold i noget, der ligner en ren likvidering i Pusher Street på Christiania.

»Det er ikke rart, at nogen henretter nogen, hvor man bor. Jeg synes, det er virkelig væmmeligt,« slår hun fast.

Gerningsmanden flygtede efter skudepisoden fra stedet og er fortsat på fri fod.

»Jeg synes, det viser, at der ikke er styr på noget som helst med de bander,« understreger hun.

Pusher Street på Christiania har tidligere dannet rammen for opgør om hashmarkedet. Det lukrative hashmarked har tiltrukket flere bander, har politiet tidligere fortalt.

»Jeg håber, politikerne vil tage sig seriøst sammen og finde en måde at afkriminalisere det her på,« fortæller Hulda Mader.

Hun understreger samtidig, at der vil blive afholdt et fællesmøde torsdag aften.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Politiet vil torsdag morgen fortsat ikke kommentere sagen. Man vil derfor heller ikke kommentere, om gerningsmanden er relateret til bandemiljøet.

B.T.s medarbejder på stedet fortæller, at politiet fortsat er til stede på Christiania torsdag morgen. Flere beboere er i chok og kalder hændelsen for »forfærdelig«.

Gerningsmanden beskrives som en somalisk mand iført mørk windbreaker, mørke joggingbukser og mørk hue.

Efter skudepisoden satte gerningsmanden af sted mod Christianias indgang på Bådsmandsstræde. Men den var lukket, så han måtte løbe op til den gamle indgang på hjørnet af Bådsmandsstræde og Prinsessegade.

Herfra ved politiet ikke, hvilken retning han flygtede i.

På en pressebriefing onsdag aften lød det fra politiet, at der var tale om en »meget målrettet handling«.

»Personen kommer op og stiller sig i kø og har herefter skudt personen i en bod på Pusher Street.«

Den dræbte var kendt af politiet, men nærmere detaljer herom er fortsat ukendte.

B.T. følger sagen.