På grund af Ruslands hybridkrig mod Europa er der brug for, at efterretningstjenesterne i EU's medlemslande arbejder tættere sammen.
Det er budskabet fra PET-chefen Finn Borch Andersen i en tale i Bruxelles mandag til justits- og indenrigsministre.
Talen er refereret i et opslag på PET's hjemmeside.
Finn Boch Andersen siger:
»Rusland fører en hybridkrig mod Europa, og russiske efterretningstjenester er ansvarlige for konkrete angreb i en række europæiske lande. Dertil kommer velkendte trusler mod Europa som terrorisme og ekstremisme samt en teknologisk udvikling i et ekstremt højt tempo. Vi står over for trusler, der påvirker mange aspekter af den enkelte europæers liv -fra vores fælles sikkerhed og frihed til vores demokratier og værdier.«
»Vi skal derfor fortsætte og styrke det tætte EU-samarbejde på sikkerhedsområdet. Kun ved at stå sammen kan vi håndtere et trusselsbillede, der ændrer sig med stor hastighed.«
