Politiet er mandag aften massivt til stede i Nyborg, hvor en guldsmed er blevet udsat for røveri.
Det bekræfter Fyns Politi over for TV 2 Fyn.
Det drejer sig om guldsmeden Faxøe, der ligger på Kongegade.
Fyns Politi har ikke yderligere kommentarer, skriver TV 2 Fyn.
Ifølge mediet fandt røveriet sted mandag lidt efter klokken 17.00.
Udover politiet er en ambulance også til stede, skriver TV 2 Fyn. Det fremgår ikke, om der er nogen, der er kommet til skade i forbindelse med røveriet.
For mindre end to uger siden blev en anden guldsmed på Fyn udsat for røveri. Det skete i Odense.
Her stjal to udenlandske mænd ifølge Fyens Stiftstidende adskillige 14 karat guldhalskæder.
De to mænd, som er 23 og 26 år, blev efterfølgende anholdt og varetægtsfængslet.
/ritzau/