11 ud af 40 busser.

Det er antallet af busser ved busoperatørerne Keolis og Arrivas garageanlæg i Aalborg, der havde så graverende fejl, at de fik forbud mod at køre videre.

Fejlene blev fundet efter en større kontrolaktion fra politiet i samarbejde med Færdselsstyrelsen. Busserne skulle i stedet forbi synshallen.

Det skriver Nordjyske.

Selom det for mange kan lyde voldsomt, at der er fejl på hver fjerde bus, så er der tale om betydeligt færre fejl end tilfældet har været på tidligere aktioner.

Derfor er konklusionen efter aktionen, at på trods af der stadig er fejl, så har busselskaberne strammet op på egenkontrollen.

»Alle Keolis' busser skal selvfølgelig være i orden, og jeg ved, at der nu arbejdes på højtryk for at udbedre fejlene. Derudover vil jeg gerne takke både politi og Færdselsstyrelsen for et godt samarbejde. Vi er ikke på hver sin side i det her. Vi vil have, at vores udstyr er i orden. Sikkerhed er en topprioritet,« siger Kasper Carstensen, der er pressemedarbejder hos Keolis, til Nordjyske.

Avisen har også været i kontakt med Arriva, der ikke har ønsket at udtale sig.

Nordjyske skriver, at fem betjente fra Tungvognscenter nord og fire medarbejdere fra Færdselsstyrelsen deltog i kontrolaktionen i Aalborg.