En video af »pølsemanden fra Østerbro«, der under lørdagens demonstration i København spyttede en kvinde i ansigtet, er gået viralt.

Her kan man se manden, Thomas Telner, som også tidligere har gjort sig bemærket som islamkritiker, gå hen til en kvinde, der giver ham fingeren, hvorefter han spytter hende i ansigtet.

Da B.T. efterfølgende fik fat i ham, forklarede han først spyttet med »en løs protese«, men erkendte siden handlingen, dog uden at ville undskylde.

Nu oplyser Københavns Politi til B.T., at politiet har valgt at gå ind i sagen.

»Københavns Politi er først blevet bekendt med episoden, efter videoen er blevet delt på nettet. På baggrund af indholdet af videoen har vi oprettet en sag, som vi nu efterforsker,« skriver politiet.

Flere brugere på sociale medier skrev mandag, at episoden var blevet anmeldt til politiet, men Thomas Telner oplyste selv til B.T., at han endnu ikke havde hørt fra dem.

Han forsvarede sin handling sådan:

»Jeg er så dødtræt af kriminalitet i mit land, og at der ikke bliver gjort noget. Jeg bliver oprørt, når jeg går til en fredelig demonstration, og der så bliver råbt racist og nazist af os,« sagde han.

»Jeg fortryder det ikke. Det er frustration, og det er noget, man kommer til at gøre, når man føler sig magtesløs.«

Han understregede dog også, at han ikke ville gøre det igen. Men han vil ikke give en undskyldning, medmindre kvinden undskyldte overfor ham først.

Politiets efterforskning er dog ikke den eneste konsekvens i kølvandet på videoen.

Ejeren af pølsevognen har også skrevet i Facebook-gruppen Østerbro Gruppen, at Thomas Telner »nu er stoppet i pølsevognen og ikke kommer tilbage«.

Thomas Telner fortæller til B.T., at han tager begge meldinger med ro.

»Hvis jeg bliver indkaldt af politiet, så kan jeg godt forsvare det. Hun får ikke lov til at råbe racist og nazist i mit hoved. Jeg tager det i stiv arm,« siger han.

Den højreorienterede græsrodsbevægelse Det Danske Folk holdt lørdag en »remigrationsmarch«. Her stødte de sammen med en venstreorienteret moddemonstration. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

I forhold til arbejdet i pølsevognen hævder Thomas Telner, at han allerede stoppede for to uger siden.

»Jeg har nogle helbredsproblemer, blandt andet hvor jeg har svært ved at stå op længe. Så det er egentlig fint nok. Det har ikke nogen sammenhæng med episoden ved demonstrationen,« siger han.

Thomas Telner har tidligere gjort sig bemærket som Østerbro-pølsemand, hvor han har fortalt om chikane fra cyklister. Derfor kunne flere på sociale medier genkende ham som »pølsemanden fra Østerbro«.

Berlingske har desuden tidligere beskrevet ham som medlem af Nye Borgerlige. Overfor B.T. afviser Thomas Telner dog, at han har været medlem af partiet.

Det Danske Folks demonstration i København i weekenden vakte stor opsigt, da demonstranter fra den yderste højre- og venstrefløj flere gange stødte sammen.

Det var under demonstrationen, at episoden med Thomas Telner fandt sted.

På videoen ses en kvindelig moddemonstrant give ham fingeren og sige noget, der ikke kan høres på optagelsen, inden Thomas Telner spytter hende i ansigtet.

B.T. har ikke kunnet identificere kvinden på videoen eller personen bag optagelsen. Thomas Telner har bekræftet, at det er ham på videoen.

En af de redigerede versioner af videoen har i skrivende stund omkring 325.000 visninger på Instagram.