Lyt til artiklen

Lørdag 12. november blev Fyn og Sjælland afskåret fra hinanden i flere timer.

En selvmordstruet person truede med at springe i vandet fra højbroen, og det igangsatte en større redningsaktion. Og aktionen var årsag til, at broen var lukket for al biltrafik i omkring otte timer.

Nu har en række centrale aktører – herunder blandt andet Sund & Bælt og Politiet – evalueret sagen og derfor også kommet med kritik af håndteringen.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 8.29.

Klokken 16.40 lykkedes det politiet at bringe den selvmordstruede person i sikkerhed, men først klokken 19 lykkedes det at få åbnet for trafikken i alle vognbaner. Der var fortsat trafikale udfordringer frem til klokken 21.

Og det er det forløb, som man retter kritik mod.

»Det er vurderingen, at der fremover ved langvarige brolukninger skal ske en optimering og mere udbredt handlingsanvisende koordineret kommunikation til trafikanterne, så de er bedre orienteret og løbende får meldinger om status,« skriver politikredsen og fortsætter:

»Det overraskede myndighederne, at indsatsen varede så lang tid, og derfor vil Kontaktgruppen for Storebælt inddrage erfaringerne i forbindelse med håndtering af fremtidige tilsvarende hændelser. Yderligere vil læringspunkter blive indarbejdet i de undervisningsforløb og øvelser, der løbende gennemføres i regi af Storebæltsforbindelsen.«

Sund & Bælt er i gang med at udbygge og færdiggøre det nye system til overledning af trafik på broen, så det ikke fremover kræver manuelle procedurer.

Systemet påregnes implementeret inden for tre måneder, og forventningen er fremover, at overledning af trafikken i lignende situationer vil tage væsentlig kortere tid.