»Selvfølgelig er det ærgerligt.«

Natklubejer Remee er ked af, at Københavns Politi natten til lørdag stormede hans natklub Museo Club i det indre København efter en mistanke om systematisk narkosalg.

Hos tre gæster blev der fundet kokain, ligesom der i natklubben også blev fundet lidt hash og »en mængde kokain«, som det endnu ikke er lykkedes at finde ejermanden til.

»Museo samarbejder løbende med politiet om et sikkert natteliv, som på alle måder er i vores interesse. Som vi kan forstå er der fundet tre personer med euforiserende stoffer på sig (til eget forbrug), og det er naturligvis tre for meget,« skriver Remee i en sms til B.T. efter nattens narkoaktion.

»På den anden side viser det også, hvor godt det forebyggende arbejde har virket, når der ikke er flere.«

»Hele mit koncept med Museo er at skabe en oplevelse, der er et drug i sig selv, så selvfølgelig er det ærgerligt at skulle lukke ned for en af årets største omsætninger og sende så mange glade gæster hjem. Men vi glæder os til at have åbent igen i aften og give folk endnu en på sinkadusen uden drillenisser og i tæt samarbejde med politiet,« tilføjer Remee.

Den tidligere X-Factor-dommer tilføjer, at aktionen samtidig også viser, hvor grundige politiet er.

»Vi stoler på, at de gør deres arbejde, og ledelsen samarbejder med dem hver dag. Vi har 140 fantastiske medarbejdere og +1000 gæster hver weekend. Alle ønsker bare at have en god og tryg gæsteoplevelse,« understreger Remee.

Københavns Politi oplyste tidligere lørdag, at man havde slået til mod Museo Club, efter at have fået oplysninger om, at der på natklubben foregik systematisk handel med narko.

»Den opfattelse er efter politiets opfattelse blevet bestyrket ved nattens aktion,« fastslog vicepolitiinspektør Simon Hansen, leder af Operativ Specialafdeling fra Københavns Politi, lørdag formiddag over for B.T.