Først kastede han flere gange en stor sten mod lejlighedens vindue midt på Vesterbro i København.

Da det mislykkedes at smadre vinduet, gik han om på den anden side af vejen, hentede en flaske og kastede den mod vinduet.

I flasken var der brandbart materiale, og da den ramte vinduet, eksploderede den.

Heldigvis for den børnefamilie, der bor i lejligheden, smadrede ruden ikke. Herefter stak gerningsmanden af.

Hændelsen skete for to uger siden, men fredag er en 15-årig dreng blevet varetægtsfængslet i surrogat (ungdomsinstitution, red.) i 24 dage.

Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv en mail på sebj@bt.dk.

Drengen er sigtet for forsøg på brandstiftelse og for at sætte andres liv i overhængende fare ved at have kastet molotovcocktailen mod lejligheden.

B.T. talte med flere naboer i sidste uge, og her fik vi blandt andet fra en af dem følgende video:

En af naboerne fortalte følgende:

»Han kaster en brandbombe mod vinduet, og jeg kan se, hvordan flammerne står op ad ydervæggen. Herefter løber han væk og stiger ind i en hvid bil.«

Den 15-årige dreng har et almindeligt dansk fornavn og er ligeledes dansk statsborger.