Der kommer formentlig til at gå flere dage, før dødsårsagen bliver nærmere fastslået i forhold til den person, der tidligt lørdag aften blev fundet død på en adresse på en villavej i Hundested.

Sådan lyder meldingen søndag formiddag fra Nordsjællands Politi.

Her har man for en sikkerheds skyld fra starten behandlet sagen som et mistænkeligt dødsfald, siden der lørdag aften lidt før klokken 18 indløb en anmeldelse om den døde person.

»Alle dødsfald, som politiet rykker ud til, er i udgangspunktet mistænkelige. Men i det her tilfælde kan jeg foreløbig oplyse, at der umiddelbart ikke i første omgang synes at være nogle mistænkelige omstændigheder ved det, som peger i retning af en forbrydelse,« oplyser vagtchef Sebastian Føns til B.T.

Formentlig kan der dog tidligst på tirsdag blive foretaget et egentligt ligsyn af den afdøde, hvor en retslæge forsøger at fastslå en præcis dødsårsag.

Hos Nordsjællands Politi ønsker man søndag fortsat ikke at oplyse hverken køn eller alder på den afdøde person i Hundested.

»Det vil jeg helst ikke oplyse, for så kan man meget hurtigt identificere den afdøde. Det vil vi egentlig gerne have bliver de pårørendes opgave at komme ud med - ikke politiets,« tilføjer vagtchefen.

Lyt til B.T.s krimi-podcast 'På Fersk Gerning' herunder, eller der hvor du normalt lytter til podcast: