Syd- og Sønderjyllands Politi undersøger et mistænkeligt dødsfald i Varde.

Det oplyste de i en pressemeddelelse mandag aften.

»Syd og Sønderjyllands Politi efterforsker i øjeblikket et mistænkeligt dødsfald, hvor en kvinde er fundet død på en adresse på Sønderbro i Varde midtby,« skrev de.

Tidligt tirsdag morgen siger vagtchef Henrik Sønderskov til Ritzau, at kvinden er blevet identificeret. Hun blev 22 år gammel.

Sønderskov oplyser desuden, at hendes pårørende er blevet underrettet.

Der bliver foretaget obduktion af kvinden tirsdag.

Politiet forventer at være på adressen flere timer endnu.