En 25-årig mand blev 3. marts fundet blødende og livløs på en parkeringsplads. Siden har politiet haft en større menneskejagt i gang, da man mistænkte, at flere gerningsmænd var involveret.

To personer sidder allerede varetægtsfængslet i sagen, og nu har politiet foretaget en tredje anholdelse.

Det bekræfter Peter Skovbak, politikommissær ved Nordjyllands Politi, til B.T.

Samtidig oplyser Kristina Frandsen, anklager ved den nordjyske anklagemyndighed, at den tredje anholdte i sagen, en 21-årig mand, fremstilles i grundlovsforhør i skrivende stund.

Politiet har sigtet ham for medvirken til drabsforsøg og går efter at få manden varetægtsfængslet.

Det voldsomme og uhyggelige knivoverfald skete natten til 3. marts på parkeringspladsen ved Abildgård Kirke i Frederikshavn.

Forbipasserende fandt en 25-årig liggende på jorden. Han blødte og var livløs efter et knivstik nær lysken samt slag med en hammer. I dag er han uden for livsfare.

Allerede samme dag blev en 24-årig mand anholdt. Samtidig bekræftede Kristina Frandsen, at politiet ledte efter medgerningsmænd i sagen.

Og dagen efter, 4. marts, blev en 25-årig mand anholdt. Begge sidder varetægtsfængslet frem til 31. marts og er sigtet for medvirken  til drabsforsøg.

Politiet vil dog gå efter at få fristen forlænget, oplyser Peter Skovbak.

Politikommissæren kan af hensyn til efterforskningen ikke komme ind på nærmere ind på, hvad der er sket forud for knivoverfaldet. Han kan heller ikke oplyse præcist, hvilken relation de involverede har en relation.

»De har et kendskab til hinanden. Så meget kan jeg sige,« siger Skovbak om de tre anholdte. Han kan dog ikke sige, om de tre har kendskab til den forurettede.

Politiet vil heller ikke ud med, hvorfor den 21-årig er blevet anholdt knap en måned efter de to andre, som er sigtede i sagen:

»Det kan jeg ikke kommentere på. Det er på baggrund af vores efterforskning, som kører i sagen.«

Umiddelbart inden tirsdagens grundlovsforhør oplyste Kristina Frandsen, at anklagemyndigheden vil gå efter at få dørene lukket.