Fem mænd, der blev idømt fængsel på livstid i byretten og siden frifundet i landsretten i en sag om drabsforsøg i bandemiljøet, har fået tilkendt millionbeløb i erstatning for uberettiget varetægtsfængsling.

Det er Retten i Glostrup, der har afgjort erstatningsspørgsmålet.

De fem har fået mellem 1.436.900 og 2.443.043,44 kroner. Det samlede beløb lyder på 9.537.443,44 kroner.

Beløbet skal tillægges procesrenter fra de datoer, hvor erstatningskravene blev rejst for snart tre år siden. Det betyder, at der i runde tal skal lægges tre millioner kroner til det samlede erstatningsbeløb.

De fem mænd var tiltalt for at have forsøgt at slå mænd fra den rivaliserende bande Loyal To Familia (LTF) ihjel ved episoder i maj 2020.

Da Østre Landsret satte en streg over livstidsdommene, og de fem mænd blev sat på fri fod, havde de siddet varetægtsfængslet i årevis.

Forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen, der repræsenterer en af mændene, har tidligere sagt, at hans klient sad fængslet i tre år og fire måneder.

Torsdag siger han, at fire af de fem mænd sad fængslet i cirka lige lang tid, mens det for den femtes vedkommende var kortere.

Sidste år blev der samlet udbetalt 50,4 millioner til borgere for uberettiget fængsling, viser tal fra Rigspolitiet.

RITZAU