En mand er i kritisk tilstand efter en lejlighedsbrand på Fuglsang i Odense torsdag morgen.
Det fortæller vagtchef hos Fyns Politi Christoffer Jacobsen til Ritzau.
En kvinde i en anden lejlighed i ejendommen er også kørt til hospitalet til undersøgelser for røgforgiftning. Hun er umiddelbart ikke alvorligt tilskadekommen.
Mandens pårørende er underrettet.
Fyns Politi har evakueret de beboere i opgangen, som var hjemme. Det er op til beredskabet og skadeservice at vurdere, hvornår de kan vende hjem, fortæller vagtchefen.
Branden blev anmeldt til politiet klokken 7.22 torsdag morgen.
Fuglsang ligger i den nordlige del af Odense.
/ritzau/
Del:
