Fredag tog dagen en uhyggelig drejning på Brøndby Strand skole, hvor en angivelig konflikt mellem to drenge endte i et knivstikkeri. 

Nu er en 16-årig dreng blevet sigtet for grov vold. 

Det oplyser Vestegnens Politi på X.

'Han bliver fremstillet i Retten i Glostrup i morgen. Vi har fundet det formodede gerningsvåben, og det indgår nu i efterforskningen,' skriver politiet. 

Det var således på Brøndby Strand Skole, at knivstikkeriet fandt sted fredag. Her blev en 13-årig dreng stukket i armen. 

Den formodede gerningsmand – den nu sigtede 16-årige dreng – blev anholdt på skolen, hvor Vestegns Politi var massivt til stede. 

Den 13-årige dreng blev efter episoden bragt på hospitalet, og er uden for livsfare. 

Vestegns Politi oplyser fredag aften, at man ikke har yderligere til sagen før lørdag morgen. 

Brøndby Strand Skole har lidt over 1000 elever i skoletrinene 0.–9. klasse.