En 20-årig mand er sigtet for drabsforsøg, efter at en 19-årig kvinde fredag aften blev stukket med kniv i Amager Centret i København.
Det oplyser Københavns Politi til Ritzau.
Han blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag klokken 11.30 i Dommervagten ved Vestre Fængsel.
Her blev han varetægtsfængslet frem til 29. januar. Det oplyser vagtchef Rasmus Nielsen fra Københavns Politi til Ritzau.
Politiet fik anmeldelsen fredag klokken 18.02.
Efterfølgende meddelte politiet, at kvinden var lettere tilskadekommen og i stabil tilstand.
- Vi har en formodning om, at de to personer har et forudgående kendskab til hinanden, lød det fredag aften fra vagtchef Rasmus Nielsen.
Politiet vil lørdag ikke uddybe, hvilket kendskab den 19-årige og den 20-årige havde til hinanden.
Desuden oplyser politiet, at man har talt med vidner, men at motivet fortsat står hen i det uvisse.
Fredag aften skrev Amager Centret også om knivstikkeriet på sin Facebook-side.
- Vi er rigtig kede af den alvorlige hændelse i Amager Centret her til aften. Vores tanker går til den berørte, de pårørende og alle kunder, der har været tæt på.
- Københavns Politi var hurtigt på stedet og anholdt den formodede gerningsmand, som vores vagter havde tilbageholdt, lød det i et Facebook-opslag.
/ritzau/