En 47-årig mand er sigtet for drabet på en 71-årig mand efter et knivstikkeri på Smedetoften i Københavns Nordvestkvarter torsdag.
Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi Esben Godiksen til B.T.
»Den anholdte er sigtet for drab og fremstilles fredag i grundlovsforhør, men ellers har vi ikke flere kommentarer på nuværende tidspunkt,« siger vagtchefen.
Torsdag fortalte politiet, at man fortsat ledte efter en til potentiel gerningsmand. Dette havde politiet dog ingen kommentarer til, da B.T. spurgte fredag morgen.
Politiet har heller ikke nogen kommentarer til motivet for knivstikkeriet, men fortalte i går til Ekstra Bladet, at der ikke var tale om bandekriminalitet.
Har I brug for vidner i området, der kunne have set noget?
»Som det er lige nu, så har vi fat i det, vi tænker, vi skal have. Det kan dog være, vi beder om vidner på et senere tidspunkt,« fortæller Esben Godiksen
Politiet fik anmeldelsen 16.49 torsdag om, at der var knivstikkeri ved Supermarkedet Coop 365 på Smedetoften i Nordvest i København. En person blev anholdt ved supermarkedet og område blev derefter spærret af.
Både den dræbte og den sigtede er danske statsborgere.
Politiet satte efter hændelsen et mobilt kontor op på stedet, ligesom teknikere blev tilkaldt.
En fotograf på stedet fortalte til B.T., at klokken 21.04 ophævede Politet en del af afspærringen, så der efterfølgende kun var spærret på Birkedommervej.
