Torsdag aften blev en 19-årig mand stukket med kniv i Lundtofteparken i Kongens Lyngby.

Nordsjællands Politi er på et tidligt tidspunkt i efterforskningen af sagen, men de oplyser nu, at knivstikkeriet skete mellem personer i det kriminelle miljø.

»Det er politiets opfattelse, at episoden har fundet sted iblandt personer i et kriminelt miljø,« oplyser Nordsjællands Politi pressetjeneste til B.T.

Politiet har endnu ikke anholdt nogen personer for overfaldet.

Den 19-årige mand er uden for livsfare. Han er nu blevet afhørt af politiet. Men han vil ikke hjælpe politiet med opklaringen af sagen.

»Den forurettede har indtil videre ikke villet medvirke til at afgive oplysninger til sagen,« oplyser pressetjenesten.

Nordsjællands Politi ønsker ikke at oplyse, om sagen har relation til rocker og bandemiljøet. De kan på nuværende tidspunkt ikke komme det nærmere end, at knivstikkeriet er foregået blandt personer i det kriminelle miljø.

Sent torsdag aften oplyste vagtchefen, at det er nogle personer, der i forvejen har kendskab til hinanden.

Nordsjællands Politi modtog anmeldelsen om knivstikkeriet 21.09 og sendte flere styrker til stedet.

Tirsdag aften blev en 29-årig mand med relationer til den forbudte bande LTF stukket ned på Borups Allé på Frederiksberg.

Han blev ramt af adskillige knivstik i ballen og låret. Derudover blev han slået med en kølle i hovedet, hvilket gav offeret et kraniebrud. Hans tilstand er nu stabil.

I løbet af tirsdag aften blev to personer anholdt. Onsdag blev de fremstillet i et grundlovsforhør, hvor det kom frem, at de to anholdte har relationer til Hells Angels og støttegruppen AK81. De blev begge varetægsfængslet i fire uger.