Søren Wistrup blev vækket af et noget uventet opkald natten til tirsdag.

Et opkald der førte til, at han måtte skynde sig afsted mod Potentialehotellet – et forsorgshjem for unge i Lund ved Herning – hvor han har været forstander i to år.

»Jeg blev ringet op og spurgt ind til nogle ting, der gjorde, at jeg bare måtte tage afsted. Jeg var ikke i tvivl om, at det var alvorligt,« forklarer han til B.T.

En 26-årig mand var blevet ramt af knivstik kort før klokken 02.00 og blev erklæret død på stedet.

23 minutter senere blev en 23-årig mand anholdt og sigtet for drabet. Både den afdøde og formodede gerningsmand har en tilknytning til forsorgshjemmet. 

»Det er helt igennem forfærdeligt, at sådan noget her kan ske. Vi fokuserer jo netop på at skabe gode relationer her på stedet og forsøger at få ting løst for de hjemløse.«

»Vi er alle i chok, og jeg har lige nu fokus på de andre beboere og medarbejderne, der bliver tilbudt krisehjælp,« understreger forstanderen.

Søren Wistrup kan ikke komme nærmere ind på det konkrete hændelsesforløb, da efterforskningen fortsat pågår.

Den 23-årige mand bliver senere tirsdag fremstillet i grundlovsforhør. Midt- og Vestjyllands Politi er fortsat til stede flere steder i Herning i forbindelse med blandt andet sporsikring.

Potentialehotellet er et hjem for unge hjemløse mellem 18-30 år, der har brug for en stabil og tryg hverdag. I øjeblikket huser forsorgshjemmet 14 unge, hvor der er ni ansatte.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.