Bornholms Politi har onsdag frigivet et billede af en mand, der mistænkes for at stå bag et indbrud i Nexø.

Under indbruddet blev der blandt andet stjålet værdifulde smykker fra en villa.

Det oplyser politikredsen i en myndighedsmeddelelse.

Indbruddet fandt sted i en bolig på Kong Gustafsvej i Nexø lørdag den 13. juni omkring klokken 15.15.

Tyven formåede at slippe væk med de værdifulde smykker samt tre par Nike Travis Scott-sneakers.

Nu efterlyser Bornholms Politi den formodede gerningsmand, der ifølge politiet kan ses på et billede, som politikredsen har offentliggjort.

På billedet ses manden befinde sig på Nexø Torv, lyder det.

»Hvis man har kendskab til mandens identitet eller har andre relevante oplysninger i sagen, bedes man ringe på telefonnummer 114,« oplyser politikredsen.