Den jødiske gravplads på Østre Kirkegård i Randers er nu et af de steder i Danmark, der er under skærpet bevogtning.

Det sker i en direkte reaktion på det hærværk, der natten til søndag blev begået mod en jødisk begravelsesplads i Aalborg.

Her blev der placeret to dukker og hældt rød maling ud over dem og en mur ind til gravstederne. Desuden blev der spredt hadefuldt propagandamateriale fra den højreradikale gruppering Nordfront.

Hærværket efterforskes af Nordjyllands Politi som en hadforbrydelse. Foreløbig er ingen anholdt for hærværket, oplyser politiet i Nordjylland til B.T.

Og i Randers har påskens hærværk ifølge TV 2 Østjylland fået kommunen til at reagere ved at lade vagter patruljere regelmæssigt ved Østre Kirkegård i byen.

Her blev 84 gravsten på den jødiske gravplads natten til 9. november 2019 overmalet, seks gravsten blev væltet, og en enkelt fik påsat en gul davidsstjerne med teksten 'Jude'.

To mænd fra den nationalsocialistiske gruppering Den Nordiske Modstandsbevægelse, som også kalder sig selv Nordfront, blev for et halvt år siden dømt for hærværket, som samtidig blev vurderet til at være en overtrædelse af racismeparagraffen.

De blev også kendt skyldige i samme nat at have begået hærværk på en bygning i Randers, hvor de havde kastet maling på facaden, der er dekoreret med to davidsstjerner.

Natten til søndag blev der begået hærværk mod den jødiske kirkgård på Sankt Jørgens Gade i Aalborg. En eller flere personer havde smidt rød maling på muren til kirkegården. I området var der også placeret hadefulde løbesedler fra Nordfront med anti-jødiske udsagn.
Natten til søndag blev der begået hærværk mod den jødiske kirkgård på Sankt Jørgens Gade i Aalborg. En eller flere personer havde smidt rød maling på muren til kirkegården. I området var der også placeret hadefulde løbesedler fra Nordfront med anti-jødiske udsagn. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Den ene dømte – den nu 40-årige Jacob Vullum Andersen fra Hobro – blev idømt et års fængsel, mens den anden – en 28-årig mand fra Randers – først skal mentalundersøges, inden hans straf bliver udmålt.

Netop Jacob Vullum erkender søndag i et opslag på Nordfronts hjemmeside, at det var Den Nordiske Modstandsbevægelse, der i weekenden gennemførte en »oplysningsaktion omkring den jødiske fejring af Pesach (jødisk påske, red.)«. Både i Aalborg og i Horsens med blandt andet plakater.

Justitsminister Nick Hækkerup har kaldt hærværket mod den jødiske begravelsesplads i Aalborg »oprørende og dybt beskæmmende«.

»Sagen efterforskes nu af politiet, og det er ganske enkelt forkasteligt, at vi igen skal være vidne til, at gravsteder bliver skændet,« har ministeren skrevet i en kommentar.

Han tilføjer desuden, at regeringen arbejder på en national handlingsplan mod antisemitisme.

Det sagde justitsministeren også i januar 2020 i en forespørgselsdebat i Folketinget om antisemitisme, som Dansk Folkeparti havde taget initiativ til. Her mente Peter Skaarup, at antisemitisme i Danmark hovedsagelig kommer fra muslimske indvandrerkredse.

Nick Hækkerup oplyste ved den lejlighed, at den kommende nationale handlingsplan skal styrke den brede befolknings modstandsdygtighed over for den stigende antisemitisme.

»Det er oplagt, at der også er behov for en særlig indsats over for de miljøer, hvor antisemitismen særlig er fremherskende – det gælder den yderste højrefløj, det gælder i dele af indvandrermiljøet, og det gælder dele af venstrefløjen. Vi må ikke være berøringsangste,« lød det fra justitsministeren.